Nyhedsbrev oktober 2010
Nyt fra huset
I dag starter efteråret og det er som om vi godt kan mærke det. Det er igen ved at være tid for det varme tøj og de varme støvler.
Ellers så går det for fulde gardiner her i huset. Eventyr og nu høst. Der er gang i rigtig mange aktiviteter og alle er engageret i at give Jeres børn nogle gode oplevelser.
Pædagogisk dag
Fredag den 29. oktober skal hele personalet på pædagogisk weekend. Vi tager af sted herfra børnehaven kl. 12.00.
Den dag har vi fået hjælp af nogle bestyrelsesmedlemmer til at passe vores børn sammen med Nathakorn.
Jeg vil dog gerne opfordre Jer der har mulighed for at give Jeres børn en fridag, eller hente dem tidligt, om at gøre det.
Vi – personalet skal til Kølkær hvor vi skal arbejde med vores værdier, vi skal også arbejde med team building. Vi kommer hjem lørdag hen på eftermiddagen. Vi glæder os rigtig meget.
Kaffedag
Vi har i bestyrelsen besluttet at vi en eftermiddag om måneden holder kaffedag. Den dag har i forældre mulighed for at sætte Jer ved langbordet og snakke med et bestyrelsesmedlem om løst og fast. Næste kaffedag er onsdag den 6. oktober hvor Irene vil sidde klar med kaffen fra 14-16. Så kom endelig og få en kop kaffe og en snak.
Personale
Efter at Hanne A. har været i praktik i børnehaven i en periode, har vi valgt at ansætte hende i et skånejob. Kaffe med Kurt har jo lavet en udsendelse om Hanne A’s liv, og der er bl.andet nogle fine klip her fra institutionen. I kan se det på nettet på tv syd’s hjemmeside.
Den 26. oktober starter Rikke op efter endt barsel. Hun skal jo fast være Græshoppe, og så flytter Ellen ned til Tusindbenene. – vi glæder os til at få hele personalegruppen samlet igen.
Kæresterier
Vi har i den sidste tid talt noget med især de større børn om det at være kærester. Vi er af den holdning at vi gerne vil opfordre børnene til at have /få gode venner, og lege på tværs piger og drenge.
Vi oplever at når børnene ”kalder” hinanden kærester kan der opstå drillerier imellem kammeraterne. Ligeledes har vi oplevet en stigende kysseleg, som for nogle børn kan opleves krænkende. Derfor har vi talt om at der ikke skal kysses her i børnehaven.
Vi håber I vil bakke os op.
Sparekatalog
Som I sikkert har hørt er Varde kommunes sparekatalog sendt ud til høring. Der er 3 forskellige modeller som vi skal forholde os til. I alle 3 modeller vil børnehaven skulle lægges sammen med 2 eller 3 andre institutioner. Det vil være på en sådan måde at der ansættes 1 fællesleder af 3 eller 4 institutioner. I den enkelte børnehave vil der så kun være en afdelingsleder, i stedet for som nu, en leder og en souschef. En stor del af de ledelsesmæssige opgaver vil så blive flyttet til fælleslederen. Det vil også betyde at fælleslederen ikke er tilstede i institutionen i dagligdagen.
Vi er meget spændt på hvordan dette vil påvirke vores dagligdag. Som det er beskrevet i forslagene vil det ikke påvirke de personale timer der er ved børnene.
Vi er i øjeblikket ved at lave høringssvar i både bestyrelsen og i personalegruppen.
TUSINDBENENE
Ja, siden sommerferie er der jo sket en del i vores gruppe/hus.
Vi fik en ny voksen ind i Tusindbenene, Lenette, som er PAU studerende og vi er rigtig glade for hende. (I sommerferien sagde vi jo farvel til Line, som efter ferien skulle starte på skolebænkene igen).
Efterhånden er Lenette kommet godt ind i vores gruppe (og i huset), hvordan vores dagligdag er og hvad hendes udfordringer er.
Loke er startet som et nyt Tusindben og også her i nyhedsbrevet siger vi velkommen til dig og dine forældre.....
Vi har haft en dejlig september måned med emnet "eventyr". Denne gang havde vi blandet alle børnene på kryds og tværs, Tusindbenene og Græshopperne, de store og de små og lavet 4 grupper med forskellige opgaver. (en danse leg gruppe/ vægtæppe gruppe/ eventyrkasse gruppe óg en teatergruppe) Som afslutning var der en dag, hvor alle skulle vise det de havde lavet til de andre!! Spændende og godt!! (se billederne på vores september billed-cd.) Udover de 4 grupper, lavede vi også adskillige ting i vores faste 2 grupper (T &G) så børnene har fået kendskab til mange eventyr.
Vi havde også vores fantastiske tur til Lillaland! Og vi var SÅ heldige, at vi mødte dronning Lilla der .... Hun fortalte også et eventyr, det var hun bare god til... Børnene var HELT optaget af det!
(igen : se vores september billed-cd. ;-)
Efter "eventyr emnet", blev det straks til "høst temaet"! Vi har været i en majs mark med Tusindbenene (så mærker de VIRKELIG hvor stor de planter er), vi har et "høstkammer" med korn, bager boller på livet løs, høster der hvor vi kan, synger og danser til høstsangene, laver gelé og marmelade og glæder os vildt til "høstfesten" hvor I bliver inviteret til morgenmad. Det plejer at være meget hyggeligt, så HVIS I har mulighed for det, kan vi varmt anbefale det!
Det kommende Olderfolk (T & G ældste børn) havde en god tur til "Bi-manden Børge på Sønderbro", så nu ved de alt om bier og honning.....
Når vi har gruppetid, deler vi nogle gange Tusindbenene op, i 3 mindre grupper, som laver 3 forskellige ting. Næste dag bytter vi aktiviteterne. Det er godt for nogle børn, at komme "mere på banen", da gruppen ikke er så stor og så tør man måske bedre at sige eller vise noget til de andre.
---------------------------------------------------------------------------------------
Noget jeg kom i tanker om den anden dag: Kan I huske at alle børn fik en staude sidste år i oktober af Erik (far til Troels, som arbejder hos Majland Stauder) Hvordan det mon går med de stauder?? Det kunne jeg godt tænke mig at høre noget om..... Jeg hænger lige et plakat på vores tavle ved indgangspartiet i bhv, så kan I skrive hvordan det går med netop den staude dit barn fik med hjem!! :-)
----------------------------------------------------------------------------------------
Venlig hilsen, Lenette & Vibeke & Lia.
Nyt fra Græshopperne
Siden sidste nyhedsbrev har vi fået en ny Græshoppe, nemlig Magnus og vi får sørme endnu en her den første nemlig Mikkel. Velkommen til Jer og jeres familierJ
Vi har efter sommerferien arbejdet på tværs i huset med emnet Eventyr. Vi har læst og spillet, leget og tegnet mange forskellige eventyr. Det har været en oplevelse og børnene er gået til opgaverne med stor lyst. Vi har haft børnene delt ind i grupper ud fra hvad vi tænkte at de ville synes var spændende. Det har givet en anderledes sammensætning af børn end sædvanligt og det har været godt at se børn ”få øjnene op” for andre legekammerater end dem de plejer at lege med. Eventyr har været et emne der både har fanget drengene og pigerne og der er næsten ikke noget mere givende, for os voksne, end når vi kan se, det der helt specielle blik børn for, når de bliver helt opslugt af noget. Eventyr temaet lå så fint i tråd med vores tur til Lilla land, hvor børnene var så heldige at møde Dronning Lilla som også fortalte et eventyr i eventyrlige omgivelser.
Nu er efteråret over os og vi er gået i gang med det hvert år tilbagevendende emne Høst.
Dette emne har vi valgt hovedsagligt at arbejde med i vores egne grupper. Dog er der aktiviteter der er på tværs af grupperne, bla har det kommende Olderfolk været på besøg hos Honningmanden. Hele huset har besøgt Karensminde som er en gård/museum med stuehus og landbrug fra gamle dage. Der er mange forskellige bondegårds dyr, som hører til de gamle landracer. Til vores fællessamlinger om torsdagen øver vi høstsange og danse.
Vi har i gruppen snakket om hvad man kan høste og bruge de forskellige ting til og tegnet og klippet til vores bog.
Græshopperne har været på tur til en majsmark i nærheden. Vi har lavet en halmranke til vores hoveddør som vi skal i gang med at pynte. Så skal vi selvfølgelig også bage boller, lave smør, græskarsuppe og æblekage. Der er mange ting at lave inden vores store finale Høstfesten.
Den sidste tid har også været præget af mange fødselsdage. Vi har både holdt fødselsdage i børnehaven og været hjemme til fødselsdage. Det er altid et festligt afbræk fra dagligdagen som børnene elsker.
Efterår betyder også regn og rusk og det er derfor meget vigtigt at jeres børn har det fornødne skiftetøj i deres kasser. Gerne et helt sæt ekstra tøj fra yderst til inderst, og gerne flere par strømper. Regntøj og gummistøvler kan der med fordel også tjekkes op på nuJ. Nu vi alligevel er i garderoben, vil vi fortælle jer at vi har tænkt os at flytte det kommende Olderfolk om på den anden side af halvmuren. Det gør vi for at give mere plads til alle børnene, allerede nu, hvor mængden af tøj jo begynder at vokse pga. vejret.
Til slut vil vi lige nævne at Rikke kommer tilbage fra barsel den 25. oktober og hun skal være Græshoppe. Det glæder vi os rigtig meget til. Ellen bliver så Tusindben igen. Vi har været rigtig glade for at have Ellen inde hos os, selv om det kun har været kort tidJ
Mange hilsner
Hanne H., Ellen og Tania.
SIDSTE NYT FRA STØTTEFORENINGEN!!!
Så er vi godt i gang igen efter sommerferien med diverse ting, bl.a. har vi solgt billetter til en Bølle Bob-forestilling på Møllen i Ansager, en forestilling som er skænket af Andelskassen Varde, pengene fra billetsalget 72 billetter á 50 kr. går ubeskåret til Støtteforeningen, så herfra skal lyde en stor tak!
Såfremt du ikke skulle have fået fat i en billet til forestillingen søndag d. 3. okt. kl. 16.00, så kontakt formand
Ellers er der igen bestilling af de månedlige billedcd’er – se køleskabene eller spørg personalet! Der bliver lavet en billedcd ca. hver måned til 15 kr. pr. stk! MEN………..hermed et godt tilbud. Køb et helt års billedcd’er for kun 150 kr. (det gi’r dig 1-2 cd’er gratis). Cd’erne indeholder billeder af livets gang i børnehaven og vi har nogle voksne i børnehaven, som er rigtig go’e til at ”fange” vores børn i alle mulige hverdags-situationer og arrangementer. Hver gruppe i børnehaven har et kamera, så situationer både i og udenfor børnehaven kan følges! En oplagt ide at se sammen med sit barn og samtidig få dem til at fortælle hverdagens små historier for jer!
Inden alt for længe sælger vi også et fælles gruppebillede af alle børn og voksne i børnehaven. Billedet er blevet taget, og fremkaldelsen er sat i gang, så husk at lægge mærke til opslag ang. pris mm. inden for nærmeste fremtid……………
Vores lam er også blevet slagtet og støtteforeningen har stået for salget af kødet og alt er udsolgt, så tak for støtten/købet!!
Vores næste store tiltag er julemarkedet, som vil finde sted i og udenfor børnehaven fredag d. 19. november fra ca. 13.30- 16.00. Vi vil igen i år sælge gran, kogler, troldegrene, mos, lys og diverse julesager. Der vil også være en bod med build-a-bear-tøj til favorable priser Og for en sølle 5’er kan man få kaffe og kage. En lille konkurrence om en juledekoration vil der selvfølgelig også være – Så der vil være alle muligheder for at købe ind til advents- og juledekorationer samt kalendergaver og samtidig ha’en hyggelig stund i ”Naturligvis”. Denne dag er alle velkomne, så der vil komme plakater vedr. arrangementet rundt om i by og opland!!
Skulle du/i brænde inde med nogle go’e ideer til hvad vi kunne tjene lidt penge på, så er du altid velkommen til at kontakte støtteforeningens medlemmer, se lille opslagstavle ved indgangspartiet i børnehaven – der skulle der hænge et pænt billede af os eller besøg vores hjemmeside www.stoetteforeningen-for-boernehaven-naturligvis.dk
Ellers synes vi at projekt legeplads som vi jo har givet penge til i 2010 ser rigtigt godt ud, og vi håber at der kommer mere til i løbet af foråret 2011.
Hermed et godt efterår til alle og selvfølgelig ses vi i børnehaven – det er vigtigt vi alle bakker op!!
Det var alt for denne gang. Vi håber at rigtig mange af Jer møder op til vores Høstfest den 15. oktober
hvor vi serverer morgenkaffe fra kl. 6.00 – 9.00.
Det plejer at være en rigtig hyggelig morgen.
Med venlig hilsen
Personalet